Æresmedlem udnævnt på årets generalforsamling
19.06.2021
På årets generalforsamling blev Ernst Nørgaard udnævnt til æresmedlem i Hald Ege-Ravnstrup KFUM. Dette blev af bestyrelsen begrundet i Ernst’s lange og trofaste gerning i foreningen, herunder hans mangeårige lederskab af foreningen.
Foreningen blev etableret 1. april 1955. Ernst var med fra starten som barn på sidelinjen. Foreningen startede op på markeren tæt ved han barndomshjem ved Ravnstrup, hvor han bor den dag i dag.
Ernst har siden foreningens start været aktiv på alle plan i foreningen: Som aktiv herrehåndboldspiller, som træner for kvinderens førstehold og i ungdomsafdelingen, som medlem af håndboldsudvalget, som medlem af hovedbestyrelsen og som formand for foreningen siden 1983.
Ernst har således været en markant figur i foreningen over 65 år. I disse år har foreningen udviklet sig fra en mindre klub med fokus på håndbold til nu at bestå af ca. 800 medlemmer i 9 forskellige afdelinger: Håndbold, mountainbike, naturfitness, badminton, svømning, senioridræt, Idræt på tværs for de små, landevejscykling, diverse holdtræning m.v.
Ernst har i alle årene fokuseret på at foreningens drift, udvikling og kultur blev baseret på foreningens kerneværdier i form af rummelighed, fællesskab, udvikling og frivillighed.
Vi ønsker Ernst stort tillykke med hæderen.
|